Vedligeholdelse og interne regler for AB Lunden

Indledning

Interne regler skal sikre en vis ensartethed i foreningens boliger, således at de holder deres værdi og sikrer, at beboerne har et trygt og rart sted at opholde sig. Den personlige råderet kan komme til udtryk i forskellige haveanlæg og boligindretning. I andelsboligforeninger er det sådan, at foreningen ejer bygninger og arealer, medens den enkelte andelshaver, ved at betale indskud, opnår brugsret til boligen.

Husk at alle ombygninger skal godkendes af bestyrelsen. Hvis dette ikke overholdes, er andelshaver forpligtiget til at re-etablere det ændrede ved salg.

Husk at sætte navn på postkassen. (af hensyn til posten)

Husk at gemme fakturaer og kvitteringer for udførte forbedringer. Forbedringer forøger salgsprisen.

Hvis I ikke har modtaget vedtægterne, kan disse erhverves hos formanden.

Læs vedtægterne omhyggeligt.

Spørg bestyrelsen, hvis I er i tvivl om noget vedrørende boligforeningen.

Vedligeholdelse

Ifølge vedtægterne kan Generalforsamlingen fastsætte nærmere regler for vedligeholdelse af haveareal og hegn samt pålægge andelshaverne vedligeholdelsespligt for fællesarealer.

Den enkelte andelshaver vedligeholder selv døre, vinduer, carport og skur med maling. Dette er vedtaget for at spare på fællesudgifter.

Andelshaveren sørger selv for indvendig vedligeholdelse.

Døre og vinduer skal males inden træet tørrer ud, (2-3 års mellemrum, udvendig) Valgt farve er: Gori NYATOH transparent. Træet slibes let og afvaskes inden påføring.
Indvendig kan også vælges en hårdtræs olie, så fremstår træet lysere.

Skure skal males når det er nødvendigt.

Der må kun anvendes den vedtagne maling.

Carport og skur: Gori Antrasit grå.

Hegn

Der er i foreningen valgt Liguster som hækplante. Af hensyn til lysforhold må de ikke overstige 1,8 meter, gerne lavere.

Sammenhængende hække, som vender ud mod fællesarealer, skal holdes i samme højde. Hækhøjde mellem naboer skal aftales mellem naboerne. Hvis enighed ikke kan opnås, skal hækken have den største højde af kravene fra de 2 parter.

Hække må ikke klippes ned uden enighed mellem parterne.

Hvor der er fælleshæk med nabo, skal hver andelshaver klippe den side som vender ind mod dem selv.

Hvor hækken vender ud mod fællesareal eller passager, skal hækken klippes på begge sider af den andelshaver, som har hækken mod sit grundstykke.

Hækkene skal trimmes mindst 2 gange om året, første gang omkring Sankt Hans, anden gang i efteråret.

Andelshaverens egne arealer og have skal vedligeholdes og plejes, således at det samlede indtryk af andelsboligerne ikke forringes. Dette betyder at plæner skal klippes og havearealer skal holdes fri for ukrudt og holdes pænt.

Parkeringspladser

De boliger, som har egen parkeringsplads/carport, skal anvende denne plads til parkering af egen bil.

Gæsteparkering

Gæsteparkering (alle pladser som ikke er tilknyttet de enkelte boliger) må ikke anvendes til langtidsparkering af trailere, campingvogne mv. Langtidsparkering af almindelige køretøjer på fælles parkeringspladser må kun ske med tilladelse fra Andelsboligforeningen.

Vejanlæg og gæsteparkering er fælles med "ENGEN". Hvor der ikke er aftalt ekstern vedligeholdelse, skal beboerne i fællesskab være med til at vedligeholde fællesarealer efter nærmere fastsatte regler.

Hvis man ikke selv er i stand til at udføre denne pligt, er man forpligtiget til at sørge for en afløser til dette job.

Fællesarealer og vejarealer uden for ens egen bopæl er man forpligtiget til renholde.

På arealer, som grænser mod andre matrikler, gælder hegnslovens bestemmelser om hegnshøjde og beskaffenhed.

Affald

Affald skal afleveres i affaldscontainere i de 2 affaldsøer, som tilhører boligforeningen.

Affald skal håndteres efter renholdningsselskabets regler.

Affald skal altid være emballeret for at undgå at tiltrække rotter og andet utøj samt hindre bakterievækst.

Papir og pap afleveres i de dertil beregnede containere. Papkasser skal skæres op, så de ikke fylder for meget.

Haveaffald i container ved skoven.

Vinterforanstaltninger

Som ved alle andre boliger er man forpligtiget til at snerydde, således at post- og renovationspersonel uhindret kan komme til.

Der skal saltes og gruses efter behov.

Foreningen sørger for rydning af veje og parkeringsplads.

Husdyr

Regler for husdyrhold skal sikre en vis balance mellem de enkelte beboeres ønsker om husdyr og samtidig sikre andre beboeres rettigheder, samt undgå støj og lugtgener.

Det er tilladt at have en mindre hund eller en kat pr. husstand.

Ud over disse dyr er det ikke tilladt at have udendørs husdyrhold af nogen art.

Dispensationer

For enhver afvigelse fra disse ordensregler, skal der søges om dispensation fra bestyrelsen. Dispensationer kan typisk være af midlertidig karakter, eller til afhjælpning af et problem.

Vedligeholdelse af fællesarealer

Græsarealer bliver klippet og betalt via fællesomkostninger. Rengøring og vedligeholdelse af fællesarealer udføres i øvrigt af beboerne efter plan.

Bygningsforsikring

Andelsboligforeningen har en forsikring på bygningerne. Policen omfatter:

Bygningsbrandforsikring, Hus- og grundejer forsikring, Insekt- og svampeforsikring, Udvidet rørskadeforsikring, Stikledningsforsikring, Restværdiforsikring, El-skadeforsikring, Glasforsikring , Sanitetsforsikring

Som i alle forsikringer vil der være begrænsninger, f. eks. er der kun forsikring på skjulte rør, medens synlige rør ikke er dækket af fællesforsikringen. Dog er følgeskader fra et brud dækket.

Disse reviderede regler er gældende fra September 2022